"Les moyens de la vérité" d'Annie Ernaux; Une étude de l'écriture anthropologique et politique dans La place.

Abstract

Denne opgave undersøger hvordan man kan forstå Annie Ernaux’ skrivestil, écriture plate, som kan oversættes med « flad skrift », som et resultat af en antropologisk og politisk tilnærmelse hos forfatteren. Ernaux’ forfatterskab forbindes generelt med en type selvbiografisk fremstilling som er sociologisk oplyst og dermed antager en mere universel form i retning af en kollektiv selvbiografi. Ernaux’ egen genrebenævnelse for dette er auto-socio-biografi. I kraft af at der både findes et rigt udvalg af tekster hvori Ernaux reflekterer over sin egen skrivevirksomhed, samt vidnesbyrd om dette i hendes bøger, har jeg fundet det relevant at studere om og på hvilken måde Ernaux agerer som etnolog for sig selv og sin samtid og hvordan dette kommer til udtryk i bogen La place, som eksempler på « écriture plate ». Som teoretisk grundlag har jeg taget afsæt i antropologen Clifford Geertz’ symbolistiske og fortolkende kulturteori. En anden central ting som karakteriserer Ernaux’ forfatterskab er hendes dobbelte tilhørighed. I mange af hendes værker beskriver hun det sociale miljø hun er vokset op i: bonde og arbejderklassemiljøet i en mindre nordfransk by. Opvæksten i dette miljø har præget Ernaux på godt og ondt, men fordi hun tidligt viser gode intellektuelle evner bevæger hun sig allerede fra en tidlig alder væk fra sit oprindelige miljø og over i borgerskabet, hvor helt andre sociale koder gør sig gældende. Denne rejse, som opleves som både vanskelig og frigørende for forfatteren, gør hende til « klasseflyktning», men hun vælger at bruge sin indsigt til at granske de sociale mekanismer som styrer klassedeling og den sociale vold som de ‘dominerede klasser’ udsættes for. Fordi hendes skrivning i den grad er politisk, har jeg også valgt at undersøge hvordan dette kommer til udtryk som en del af hendes « écriture plate » og benytter i denne forbindelse Roland Barthes litterære teori om écriture blanche, som netop fremhæver tilstedeværelsen af en type skrivning som tager afstand fra borgerskabets litterære normer. Som et tredje teoretisk perspektiv har jeg valgt at inkludere Dominique Maingueneaus ide om litterær paratopia, som jeg bruger til at belyse det faktum at det netop er Ernaux’ umulige position mellem to verdener, arbejderklassen og borgerskabet, som gør at hun finder sin plads i det litterære landskab. Denne litterære position gør også at Ernaux anses som nyskabende inden for den selvbiografiske genre og som inspirator for en lang række forfattere som i dag er med til at give en stemme til et samfundslag som længe har været negligeret i fransk litteratur.